Hvert år står Parasport Danmark for gennemførelsen af en sportslejr for 18-20 personer på Lanzarote. Sportslejren er blevet til med midler fra puljen 'Den gode oplevelse i et fællesskab med andre', der er en fælles pulje for personlige legater oprettet af Vanførefonden og Bevica Legater.
Den gode oplevelse i et fællesskab med andre planlægges som et forløb, hvor der både før afrejse og efter hjemkomst er et fællesskab mellem alle deltagere. Fællesskabet skal motivere deltagerne til at gøre idræt til en del af hverdagen.
Bliv inspireret til at dyrke sport
Formålet er at give mennesker, der ikke er idrætsaktive, og som er udfordrede af deres bevægelseshandicap og økonomi, mulighed for gode oplevelser i et fællesskab med andre. Parasport Danmark står for rekruttering af deltagere, praktisk planlægning og gennemførelse af sportslejren. Under opholdet på Club La Santa introduceres deltagerne til et bredt udvalg af idrætstilbud, der skal medvirke til, at de efter hjemkomsten til Danmark involverer sig i foreningsidræt.
Selve rejsen til Club La Santa i 2026 er fra den 9. januar til den 16. januar på Lanzarote. Alle deltagere bliver friholdt for udgifter til flyrejse, ophold og sportsaktiviteter.
Se mere her: https://parasport.dk/aktiviteter/oevrige-aktiviteter/sportslejr-paa-club-la-santa
Ansøgningsfristen til sportslejren er den 31. marts 2025, og vi forventer at kunne give alle deltagere besked inden 1. maj 2025.
Oplevelsen spredes ud over længere tid
Fra maj 2025 til afrejse i januar 2026 følger alle deltagere et forløb, som er tilrettelagt efter projektets formål. Forløbet består primært i deltagelse i et online fællesskab med de andre deltagere, hvor formålet er at:
- træne adfærd
- skabe gode betingelser for personlig forandring og udvikling
- understøtte det gode sammenhold over tid
Der er tilkoblet en coach til projektet, som vil facilitere og understøtte processen. Forløbet kommer blandt andet til at bestå af:
- sociale møder (minimum ét fysisk møde)
- opbygning af netværksgrupper
- generelle inspirationsemner
Som deltager i projektet forventer vi, at du er indstillet til at bidrage til fællesskabet både under forløbet op til og på sportslejren på Club La Santa.